lørdag den 5. juli 2014

Kære Rainbow Rowell (Fangirl)

Jeg har lige læst din bog Fangirl - en rigtig god YA bog om Cath. Du præsenterer os for Cath på hendes første dag på College. Den første dag på College betyder ligeledes at Cath skal vænne sig til at være mere væk fra sin tvillingesøster Wren, som netop ønsker sig at skabe sin egen identitet end "bare" at være tvillingen. Det er svært for Cath for hun ønsker stabilitet i sit liv (hun har bl.a. haft den samme kæreste i 3 år, selvom hun egentlig ikke savner ham så meget nu hvor de er fra hinanden) og Cath frygter at skulle stå ansigt til ansigt med nye mennesker og situationer. I stedet forsvinder Cath ind i sin egen lille (store) fanfic-verden, for Cath er en stor forfatter af fanfic-serien Carry On, Simon, baseret på den store successerie om Simon Snow. 
Selvom Cath er meget præget af sin sociale angst, overkommer hun det lige så stille, især ved hjælp af sin nye bofælle, som presser hende til at prøve nye ting. Og selvfølgelig kaster du også en fin lille kærlighedshistorie med i bunken.

Du har virkelig formået at skrive en yndig historie som jeg slugte råt. Selvom titlen refererer til fanfiction, så handler det ikke kun om det, snarere tværtimod. Du har skrevet en historie om hvordan det er at blive kastet ud i noget man ikke er særlig tryg ved, hvordan det er at komme fra et skilsmissehjem, og hvordan det føles at skrive fiktion.
Selvom du har baseret hele Cath's fanfic omkring en fiktiv fantasy-serie der minder om Harry Potter, så eksisterer Harry Potter i Cath's verden! Det er en spøjs blanding af fiktiv og nonfiktiv popkultur du har beskrevet i din fine bog, og jeg skulle virkelig lige vænne mig til at du namedropper Kanye og Big Bang, samtidig med at jeg skulle lære et helt nyt fænomen at kende, som Simon Snow jo er for os læsere. Du får dog smidt en masse uddrag ind i din bog fra Simon Snow bøgerne og Snow fanfic, hvilket jeg dog synes er fyld og distancerer mig fra selve Cath's historie. Mit overordnede indtryk af din bog er dog at jeg blev dybt forelsket i historien, og vil helt sikkert anbefale den til andre.

Kærlig hilsen

Rainbow Rowell: Fangirl. Pan Macmillan. 4/5

Ingen kommentarer :

Send en kommentar