I din YA bog Me and Earl and the Dying
Girl starter hovedpersonen, Greg, ud med at fortælle os læsere at
det altså er ham der har skrevet bogen. Greg er ellers normal
filmskaber, men stoppede sin (korte) karriere fordi den sidste film
han lavede, slog en person ihjel. Og så er bogen ligesom i gang.
Greg fortæller os at han blev tvunget
af sin mor at opmuntre Rachel, som har fået leukæmi, og sammen med
sin ven Earl, begynder Greg dermed at hænge ud med den døende pige.
Selve opbygningen af din bog var det
første der irriterede mig. Du har skrevet alt dialogen i din
fortælling som var det et filmmanuskript, hvilket som sådan passer
godt overens med Gregs interesse for at lave film, men jeg synes ikke
det gav noget ekstra til fortællingen. Derudover gør du meget brug
af lister, som er noget jeg normalt synes rigtig godt om, men jeg følte at det i
din bog brød flowet i din historie. Greg og Earl bander også
utrolig meget, hvilket jeg slet ikke har noget imod, jeg bander selv
fucking meget, men jeg syntes bare ikke det fungerede for dine
karakterer. Især ikke når Greg bander af sin mor, foran sin mor. I
princippet er Greg ikke særlig sympatisk, jeg kunne overhovedet ikke
lide ham, nok især på grund af al den negativitet han øser ud i
”sin” fortælling. Derudover er Greg åbenbart hylende morsom,
alle griner af de jokes han laver, men jeg syntes bare han var
uendelig plat. Dog er hele bogen baseret på Gregs eget synspunkt, så
kan os læsere egentlig stole på det han fortæller os?
Jeg var meget skuffet over din bog. Jeg
føler lidt du har prøvet på at ride med på John Greens
kræft-bølge, men uden at få det til at fungere. Efter jeg vendte
den sidste side, tænkte jeg for mig selv; ”Hvad var pointen?”.
Kærlig hilsen
Ingen kommentarer :
Send en kommentar