fredag den 29. august 2014

Kære John Green og David Levithan (Will Grayson, Will Grayson)

I jeres bog Will Grayson, Will Grayson som i har arbejdet sammen om at skrive, møder vi 2 fyre, begge med navnet... ja Will Grayson. Den måde i har fået det til at fungere med at I er to til at skrive denne bog, er ved at i hver især har jeres Will at skrive om, og med skiftevise kapitler fra hver Will's synspunkt.

Green, din Will karakter er den typiske Green-hovedperson; en fyr der holder sig udenfor de populæres kliker, generelt bare holder sig tilbage i forhold til andre personer, og især pigerne som han har svoret ikke at date, og krydret med de klassiske indre monologer som du, Green, er så fantastisk til at skrive. Levithan, din Will er derimod en meget depressiv, agressiv, homoseksuel teenager, der ligeledes ikke er en del af de populæres masser. Denne Will har et meget dystert sind der skinner (for?) meget igennem kapitlerne. Det betyder dermed også at den Will jeg bedst kan lide at læse om er Greens udgave, hvilket kun baseres ud fra den skrevne dialog, for det funker bare altid for dig Green. Levithan, du skræmmer mig derimod væk, allerede fra første kapitel med din beskrivelse af den deprimerende Will. Jeg kan overhovedet ikke relatere mig til ham, og jeg føler at det er dine kapitler der trækker bogen ned, især også på grund af din skrivestil, der tydeligvis er forskellig fra Greens måde at skrive på. Det er som sådan positivt nok at I skriver på hver jeres måde, så man kan læse sig frem til hvilken Will der tales om i hvert kapitel, men jeg bryder mig bare ikke om din måde at skrive på, Levithan.

Selve plottet i bogen kan opsummeres til at de to Will'er mødes, og begynder at blive viklet ind i hinandens liv. Bogen er god, men det er faktisk ikke Will karaktererne der gør bogen god, selvom det er dem der er hovedpersonerne. I min læsning blev Tiny Cooper den største stjerne. Tiny er en stor, fabulous homoseksuel fyr der er bedste venner med den ene Will, og begynder at date den anden Will, og egentlig er den person der vedligeholder forbindelsen mellem de to Will Grayson'er i bogen. Tinys drøm om den fuldstændige kærlighed er det der redder hele bogen, i mine øjne. Jeg håber faktisk lidt på at Tiny får sin egen bog, så jeg kan få lidt mere Tiny Cooper ind i mit liv.

Kærlig hilsen
John Green & David Levithan: Will Grayson, Will Grayson. Penguin Books Ltd 3/5

tirsdag den 26. august 2014

Kære Stephen King/Richard Bachman (Manden der blev tyndere)


I din bog Manden der blev tyndere møder vi Billy Halleck, som er en robust mand (helt ærlig, så er han bare tyk), hvilket Billys kone ikke har lagt skjul på at hun synes han skal gøre noget ved det. Til både Billys og sin kones overraskelse begynder han at tabe sig ½-1 kilo om dagen, men det sker ikke med vilje. Billy er nemlig blevet forbandet af en sigøjnermand, fordi Billy ramte, og dræbte, en ældre sigøjner der gik ud foran hans bil. Billy blev frikendt af retten (med lidt hjælp af vennetjenester), men ikke frikendt af den hævngerrige sigøjnermand. 


Billy er i forvejen meget påvirket af ulykken, den lægger en dæmper på Billys glæde og på gode oplevelser, og med en forbandelse oveni der gør ham skræmmende tynd, beslutter Billy sig for at finde sigøjneren og få fjernet forbandelsen inden han svinder helt ind til ingenting.


I mine øjne er det helt sikkert den bedste Bachman-bog du har skrevet. Den holdte mig fanget helt til slutningen, for jeg blev nødt til at vide hvad der ville ske Billy, ligesom din beskrivelse af frygten for noget man ikke selv kan kontrollere er helt fantastisk. Jeg synes det er meget interessant at kunne følge Billy i de forskellige faser han går igennem som følge af sit vægttab; glæde, undren, frygt, rædsel, desperation, besættelse og selvbedrag. Alt det og en fantastisk slutning gør det til en rigtig god bog. Ligesom jeg også godt kan lide at du refererer til dig selv i bogen. Jeg er fan!

Venlig Hilsen
Stephen King (som Richard Bachman): Manden der blev tyndere. Org. titel: Thinner. Artia. 4/5

fredag den 22. august 2014

Kære Jeanett Veronica Hindberg (PS. Trænger til flødeskum og diller)

I din (næsten) biografiske bog PS. Trænger til flødeskum og diller går du i fodsporerne af Bridget Jones og Nynne. Der er dog bare den store forskel at den kvinde vi læser om er dig (sådan i det store hele), hvoraf både Bridget og Nynne er fiktive karakterer med fiktive problemer. Jeg synes det er modigt at dig at lufte alt dit beskidte vasketøj foran dine læsere, især når det vasketøj inkluderer socialfobi, angst, vægtproblemer, mangel på sex og kvindekroppens forfald, som du beskriver med hudløst ærlighed (eller gør du nu også det?).


Det er ikke alle dine tanker jeg kan relatere mig til, hvilket jo nok i høj grad skyldes at vi er forskellige steder, og årtier, fra hinanden, men nogle af de ting du vælger at tage op i din bog, og som du snakker ærligt om, tror jeg alligevel at de fleste kvinder vil kunne nikke genkendende til, især fordi du kommer ind på emner der for nogle er tabuer, og som man ellers ikke hører kvinder snakke om. Det er dejligt forfriskende.


Ligesom Bridget og Nynne har du valgt at dele din bog op i dagbogsformat, med en dag for hvert kapitel. Jeg synes dog bare ikke helt det passer ind i din bog, da der som regel ikke er sammenhæng mellem den beskrevne dato og det du skriver om. Det meste af din tekst er nemlig bare flashbackfortællinger om tidligere oplevelser, eller generelle problemer og tanker du har. Det er faktisk minimalt med en fortløbende fortælling i din bog, andet end at du ønsker at tabe dig 12 kilo inden du fylder 41 år, hvoraf vægten nærmest er den eneste indikator for at din historie udvikler sig fremad.

I stedet for at kalde din bog for dagbog ville det måske være bedre at kalde den blogbog (et term du selv kommer ind på i din bog), da dine kapitler og afsnit mere føles som blogindlæg end som dagbogsindlæg.

Venlig Hilsen
Jeanett Veronica Hindberg: PS. Trænger til flødeskum og diller. Turbine. 3/5

onsdag den 20. august 2014

Kære Filmatisering - Rebecca


I Daphne du Mauriers bog Rebecca fra 1938 møder vi den unge, navnløse heltinde, der ved bogens start arbejder som en ledsager for en ældre dame. Mens de er i Monte Carlo møder heltinden den rige Maxim de Winter. Efter nogle glædelige dage sammen gifter vores heltinde sig med Maxim de Winter og flytter med ham tilbage til Manderley. Den nye Mrs. de Winter kommer fra en helt anden baggrund end sin nye mand, og er derfor ikke bekendt med de skikke der hører sig til ved at være fruen i et stort hus. Derudover hænger der konstant en skygge over huset af den tidligere, nu afdøde, Mrs. de Winter; Rebecca. 

Rebecca var elsket af alle, og især af husholdersken Mrs. Danvers, som den nye Mrs. de Winter er meget ængstelig omkring. Hun føler et pres for at skulle leve op til de forventninger som Rebecca har indført i sin tid som fruen i huset, og det pres øges som tiden skrider frem, indtil der opstår en konfrontation imellem Mr. og Mrs. de Winter, da fortiden pludselig indhenter dem. 

I 1940 blev Rebecca filmatiseret med Laurence Olivier som Maxim og Joan Fontaine som Mrs. de Winter, og instrueret af selveste Alfred Hitchcock. Rebecca blev nomineret til 11 Oscars og vandt 2, bl.a. for Bedste Film, og dermed en kæmpe en succes. Især også for Hitchcock, da det var hans første amerikanske spillefilm.



Filmen skaber den dystre stemning fra bogen ved at være filmet i sort/hvid og starter ud præcis som bogen; "Last night i dreamt I went to Manderley again... 
Filmens portrættering af Mrs. de Winter fremhæver hendes nervøsitet, generthed og hendes naivitet, ligesom hendes barnlige glæde skinner igennem.

Filmen følger bogen rimelig godt, som det nu er muligt med en film på lidt over 2 timer, men visse ting er ændret, udeladt og klemt sammen, såsom måden Mrs. de Winter og Maxim møder hinanden. Det er dog glædeligt at visse citater fra bogen bliver gengivet direkte i filmen. 


Som det som oftest er med film, så går der en masse små detaljer tabt, da vi ikke får indblik i Mrs. de Winters tanker, så bogen vil altid være det bedste udgangspunkt for at kende den spændende historie om Mr. og Mrs. de Winter og Rebecca. Filmen er dog en god tilføjelse til bogen, en mulighed for at se fortællingen ”komme til live”, dog med visse modifikationer for at tilpasse filmmediet.




Kærlig hilsen

mandag den 18. august 2014

Kære Carl-Johan Vallgren (Skyggedrengen)

I din krimi Skyggedrengen er (anti)helten Danny Katz. Katz er tidligere stiknarkoman, tidligere sproggeni i Forsvaret og nu selvstændig med eget oversætterfirma. Din bog starter dog ud med en introduktion til hvordan 7 årige Kristoffer af Klingberg-familien bliver kidnappet i 1970. Nu, lidt over 40 år senere, forsvinder Kristoffers lillebror Joel også. Joel og Katz var værelseskammerater i Forsvaret, og da Joel har talt godt om ham, beder Joels kone Katz om at finde ud af hvad der er hændt Joel. Katz bliver dog inddraget på en måde han ikke havde troet, bl.a. i noget Voodoo-kultur, så foruden at skulle finde ud af hvad der er sket Klingberg-brødrene, skal Katz nu også rense sit navn i en mordsag, hvilket han får hjælp af fra sin ekskæreste og gamle ven, begge fra tiden med Katz' misbrug.


Jeg er vild med at du har valgt at hovedpersonen i din bog ikke er Mr. Perfect, men er en mand med tydelige fejl, og med en blakket fortid, som IKKE er politimand eller privatdetektiv. Det er dejligt forfriskende. Din beskrivelse af Katz, i forhold til hans viden og erfaring med computere, får mig til at tænke på Katz som den mandlige udgave af Lisbeth Salander fra Mænd der hader kvinder. Du har formået at skabe en historie der er så fængende at jeg ikke på noget tidspunkt begynder at tænke på whodunnit, men i stedet lader jeg historien føre mig videre til denne viden. Jeg synes det er forfriskende med en så mørk krimi, som den du har skabt i Skyggedrengen. 


Kærlig hilsen
Carl-JohanVallgren: Skyggedrengen (Danny Katz #1) (org. titel: Skuggpojken). Modtryk. 4/5

søndag den 17. august 2014

Kære Top 3 - Ønskelæsning #3 (Filmatisering Edition)




Dengang jeg arbejdede i Blockbuster og vi modtog en kasse med filmen Den Tidsrejsendes Kvinde, var jeg solgt. Selve titlen lød spændende, især hvis man er til time-travelling som jeg er. Jeg så filmen og elskede den fra første øjeblik, og ikke lang tid efter købte jeg den, for det er den slags film jeg gerne vil eje. Desværre blev det ikke en særlig stor film i Danmark, og der findes faktisk mennesker der ikke har set den (GISP). 
Først for et par år siden fandt jeg ud af at min skønne film er baseret på bogen The Time Traveler's Wife af Audrey Niffenegger (dobbelt GISP), så derfor bliver jeg jo nødt til at læse den, og se om bogen lever op til hvor fantastisk filmen er, eller om bogen er bedre end filmen! Jeg minder dog at have læst et sted at store dele af bogen ikke er så god/kedelig, så jeg er også lidt bange for at bogen ødelægger filmen for mig.







The Hitchhiker's Guide to the Galaxy af Douglas Adams er endnu en bog jeg har set som film uden at have læst bogen. Det er faktisk rigtig mange år siden jeg så filmen, og første gang syntes jeg egentlig ikke den var sjov. Jeg synes den var mærkelig og jeg forstod ikke rigtig humoren i den. Nogle år senere prøver jeg igen, og jeg elsker den! Martin Freeman og Zooey Deschanel gør det fantastisk, selvom det er før hver deres store kommercielle gennembrud. Det er mit mål her i livet at komme igennem alle HGTTG bøgerne, men jeg frygter lidt at humoren går tabt for mig. Sådan er det ofte med britisk humor, synes jeg. Noget af det er enormt sjovt, mens andet kan jeg slet ikke se det sjove i. Der må dog bare være en grund til bøgernes popularitet, og jeg er spændt på at finde tiden til at læse den.







De fleste (kvinder/piger) kender historien om Meg, Jo, Beth og Amy i Louisa May Alcotts Little Women. Jeg selv lærte dem at kende i tegnefilmsudgaven, som jeg troligt lånte i den nærmeste kiosk minimum 1 gang om måneden som barn. Min mor kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke ville se noget nyt, men jeg ville i stedet have et gensyn med alle mine yndlingspiger. Da jeg blev ældre fandt jeg ud af der også var en spillefilmsudgave, hvilket jeg selvfølgelig skulle have optaget på et VHS-bånd så jeg også kunne (gen)se den igen og igen. For mig er film og tegnefilmsfortællingen om de 4 søstre noget af det jeg husker fra min barndom, og nu vil jeg gerne have at bogfortællingen bliver en del af mit voksenliv.

onsdag den 13. august 2014

Kære Jesse Andrews (Me and Earl and the Dying Girl)

I din YA bog Me and Earl and the Dying Girl starter hovedpersonen, Greg, ud med at fortælle os læsere at det altså er ham der har skrevet bogen. Greg er ellers normal filmskaber, men stoppede sin (korte) karriere fordi den sidste film han lavede, slog en person ihjel. Og så er bogen ligesom i gang.
Greg fortæller os at han blev tvunget af sin mor at opmuntre Rachel, som har fået leukæmi, og sammen med sin ven Earl, begynder Greg dermed at hænge ud med den døende pige.

Selve opbygningen af din bog var det første der irriterede mig. Du har skrevet alt dialogen i din fortælling som var det et filmmanuskript, hvilket som sådan passer godt overens med Gregs interesse for at lave film, men jeg synes ikke det gav noget ekstra til fortællingen. Derudover gør du meget brug af lister, som er noget jeg normalt synes rigtig godt om, men jeg følte at det i din bog brød flowet i din historie. Greg og Earl bander også utrolig meget, hvilket jeg slet ikke har noget imod, jeg bander selv fucking meget, men jeg syntes bare ikke det fungerede for dine karakterer. Især ikke når Greg bander af sin mor, foran sin mor. I princippet er Greg ikke særlig sympatisk, jeg kunne overhovedet ikke lide ham, nok især på grund af al den negativitet han øser ud i ”sin” fortælling. Derudover er Greg åbenbart hylende morsom, alle griner af de jokes han laver, men jeg syntes bare han var uendelig plat. Dog er hele bogen baseret på Gregs eget synspunkt, så kan os læsere egentlig stole på det han fortæller os?

Jeg var meget skuffet over din bog. Jeg føler lidt du har prøvet på at ride med på John Greens kræft-bølge, men uden at få det til at fungere. Efter jeg vendte den sidste side, tænkte jeg for mig selv; ”Hvad var pointen?”.



Kærlig hilsen
Jesse Andrews: Me and Earl and theDying Girl. Harry N. Abrams. 1/5

mandag den 11. august 2014

Kære Jenny Han (We'll Always Have Summer)

Dette brev indeholder spoilers til de to første bøger i Summer-serien.

We'll Always Have Summer er den sidste bog i trilogien om Belly og Fisher-drengene (første brev, andet brev). Der er nu gået et par år siden vi sidst hørte til Belly, og nu går hun på Uni sammen med den Fisher hun valgte, nemlig Jeremiah.
Rimelig hurtig i bogen kommer der krise i deres forhold, da Belly finder ud af at Jeremiah har haft sex med en anden pige mens de holdt pause i deres forhold, hvilket Belly dog ikke mente var en rigtig pause (er du blevet inspireret af Ross/Rachel problematikken?). Denne krise vælger de at overkomme ved at forlove sig, og derigennem helt magisk glemmer Belly alt om den formodede utroskab, og det er lige omkring her min irritation mod din afsluttende bog i trilogien begynder.

I resten af bogen følger vi bryllupsforberedelserne, og de problemer der kan opstå, ligesom vi også følger Bellys kamp mod både at få sin mors accept og mod at fortrænge hendes følelser for den ældste Fisher-dreng, nemlig Conrad, hendes første forelskelse.
I sidste bog skiftede kapitlerne mellem at være Belly's synspunkt og Jeremiahs synspunkt. Denne gang følger vi Belly og Conrad, og får dermed indblik i tankerne på den humørsvingende dreng, hvilket var på tide.

Jeg synes stadig Belly er umoden, og måske endda endnu mere end før. Belly flipper ud over at Jeremiah har haft sex med en anden mens de holdt pause, selvom Belly konstant er følelsesmæssig utro ved at blive ved med at tænke på Conrad selvom hun er sammen med Jeremiah. Derudover synes jeg ikke godt om hele ideen om at Belly valgte Uni ud fra hvor Jeremiah valgte at studere, hvilket betyder du, Jenny, har gjort Belly til en pige uden egne ambitioner for sit liv end åbenbart at være en der gør det hendes kæreste gerne vil.
Den største kritik jeg dog har af din sidste bog er dog at dine karakterer pludselig har ændret personlighed fra den ene bog til den anden. Her mener jeg i høj grad Fisher drengene. Den måde du har beskrevet dem på i de sidste to bøger, er nu fuldstændig ligegyldig, fordi det så ikke ville passe ind i plottet på denne bog. Det er jeg meget imod, og jeg tror det ville have været bedre hvis denne her bog ikke var skrevet som en del af serien. Desværre en skuffende afslutning på en okay serie.


Kærlig Hilsen
Jenny Han: We'll Always Have Summer. (Summer #3). Læst udgave: The Summer I Turned Pretty Complete Series. Penguin Books Ltd. 2/5

lørdag den 9. august 2014

Kære Top 3 - Ønskelæsning #2





Jeg faldt over Tabitha Suzuma's bog Forbudt på Goodreads, imens Irene var i gang med at læse den. Historien om to søskende, en dreng og en pige, der må gå sammen for at passe deres mindre søskende, fordi deres alkoholiserede mor ikke kan, hvilket ender i forbudte følelser mellem de to ældste. Jeg tror virkelig den her bog vil sætte mine tanker og følelser i gang. Jeg har ikke selv brødre, men jeg har da tænkt over den tætte forbindelse nogle søskende af modsatte køn har, og hvordan hjernen (normalt) sætter en stopper for at blive forelsket i ens nærmeste familie. Jeg tror jeg kommer til at have ambivalente følelser for den her bog!









Endnu en provo-bog! Jeg har skiftet bekendtskab med Vladimir Nabokovs fortælling om Lolita igennem den nyeste filmatisering med Jeremy Irons. Jeg så filmen som ung teenager, og blev straks grebet af historien om Humbert der forelsker sig i den alt for unge Lolita, og opbygger et forhold med hende. Det handler igen om forbudt kærlighed, og jeg glæder mig til at se om bogen fanger mig lige så meget som filmen formåede at gøre.












YA-bogen Winger af Andrew Smith har en virkelig god score på Goodreads, hvilket som regel er meget sigende. Derudover lyder historien om 14 årige Winger der går på kostskole lige som noget for mig. Jeg elsker kostskolefortællinger, som bl.a. Sittenfelds Klasse, hvilket jo nok skyldes det hemmelighedsfulde jeg synes kostskoler udstråler, som verden udenfor skolen ikke er en del af. Derudover består bogen vist nok også at tegnede illustrationer af Winger selv, og den skulle være hylende morsom. Yes please.

torsdag den 7. august 2014

Kære Philip K. Dick (Filmatiserede Noveller)

Nogle af dine science fiction noveller der igennem tidens løb er blevet filmatiseret, er blevet samlet i en bog med den sigende titel Filmatiserede Noveller. I alt 6 noveller der alle omhandler fremtidsvisioner for USA, og hvordan teknologiske udviklinger i fremtiden er skabt under forudsætning for at gøre USA til et bedre sted, men for hovedpersonerne i novellerne gør det deres liv til et helvede.

Mine favoritter af de udvalgte noveller er Løncheck, hvor Jennings vågner op og finder ud af at 2 år af sit liv er blevet slettet fra hukommelsen, fordi han har arbejdet på noget tophemmeligt. Jennings har dog efterladt sig selv nogle hjælpende ledetråde til at finde ud af hvad det er han har været med til at skabe. I Stedfortræder bliver Olham anholdt da regeringen tror han er blevet erstattet af et rumvæsen med en bombe i sig. Olham skal nu bevise at han er et rigtigt menneske. I Erindringer Engros fortæller om Douglas der ønsker at tage til Mars, men han har desværre ikke pengene til det. I stedet tager han til et firma der kan skabe en illusion om at han har været på Mars. Douglas selv vil ikke vide det er en illusion, men under behandlingen finder Douglas ud af at han har erindringer der tidligere er forsøgt slettet. I Den anden variant er USA i krig mod Rusland. USA fører fordi de har robot ammunition, som udsletter alt levende der ikke har et robotafvisende armbånd på. Soldaten Hendricks møder alligevel en 13 årig dreng der har formået at overleve, og Hendricks lader ham komme med ham. Drengen er bare ikke så uskyldig som han ser ud.

De sidste 2 noveller, som jeg desværre ikke syntes var lige så gode, hvilket i høj grad nok skyldtes de var væsentlig mere forvirrende er Den lille sorte kasse, hvilket er forløberen til romanen bag Blade Runner og Minoritetsrapporten hvor førkrimsteorien fungerer i samfundet, altså at det er muligt at vide hvilken kriminalitet en person vil foretage inden personen rent faktisk gør det, og dermed bliver personer, der i princippet er uskyldige, sat i interneringslejr.

Selvom du har skrevet dine noveller i 50'erne, så syntes jeg slet ikke det føles som om de er et halvt århundrede gamle. De kunne sagtens være blevet skrevet i dag. Når du vælger at skrive noveller, så er der kort plads til den historie du ønsker at fortælle, så derfor giver du læseren følelsen af at blive kastet ind i historien, hvilket jeg synes du formår at gøre virkelig godt. Og dine små hints af kritik over USA's frygt for kommunismen, er virkelig interessant. Min frygt for at læse science fiction er gjort til skamme ved at læse dine små, gode noveller. Tak skal du have.



Kærlig hilsen
Philip K. Dick: Filmatiserede Noveller. Forlaget Rosenkilde. 4/5

tirsdag den 5. august 2014

Kære Jenny Han (It's Not Sommer Without You)

Dette brev indeholder spoilers til den første bog i Summer-serien.

I It's Not Summer Without You, din fortsættelse til The Summer I Turned Pretty, følger vi Belly og de to brødre sommeren efter Belly har erklæret sin kærlighed til Colin. I løbet af det sidste år der er gået fandt Belly og Colin sammen, men nåede at slå op igen inden sommeren stod for døren. Den største omvæltning i deres liv er dog at brødrenes mor dør, hvilket påvirker dem alle sammen, men især virker til at påvirke Colin, for han forsvinder. Belly og Jeremiah beslutter sig for at køre ud for at finde Colin, hvilket (selvfølgelig) fører dem til deres elskede strandhus, og de formår alligevel at tilbringe endnu en sommer sammen.


Jeg synes du har formået at skrive mere ægte i denne omgang, i hvert fald når det omhandler døden og karakterernes håndtering ved dødsfald hos ens nærmeste. Dog er Belly stadig en egoistisk og umoden lille pige, ligesom i din første bog, men du har prøvet at få hende til at blive opfattet som mere moden i den forstand at Belly nu er bevidst omkring sin egen umodenhed og egoisme. I min verden gør ens bevidsthed omkring det dog ikke op for at man opfører sig på den måde man gør.
Derudover sukker Belly stadig over Colin, selvom han opfører sig som en kæmpe idiot, der er utrolig humørsyg og ikke ved hvad han vil. Samtidig sukker Jeremiah over Belly, selvom han tydeligt kan se hun er forelsket i Colin. Jeg får virkelig lyst til at ruske i dem alle sammen og sige de skal åbne deres øjne!


I din sidste bog oplevede vi det kun fra Bellys perspektiv, i et skift fra nutidige Belly og fortids-Belly. Denne her omgang er der et skift imellem Belly og Jeremiah, hvilket er dejligt forfriskende at finde ud af hvad der virkelig foregår inde i hovedet på i hvert fald én af brødrene.
Du har stadig ikke formået at skrive en litterær klassiker, men det behøves du nu heller ikke. Det er en fin fortsættelse til en ungdomssommerlæsning, denne gang med lidt mere dybde end før.

Kærlig hilsen
Jenny Han: It's Not Summer Without You. (Summer #2). Læst udgave: The Summer I Turned Pretty Complete Series. Penguin Books Ltd. 3/5

søndag den 3. august 2014

Kære Top 3 - Ønskelæsning #1

 




Eleanor Cattons bog The Luminaries er blevet eksponeret en del i bogblogland, og med god grund lyder det til. Som vinderen af The Man Booker Prize må der jo være noget om den, og ud fra den vel-konstruerede opbygning af bogen, baseret på astrologi, har jeg lyst til at læse den lige her og nu. Med sin 800+ (tunge) sider håber jeg dog snart den bliver oversat til dansk, så det ikke vil tage mig en halv krig at komme igennem den.










Jeg tror Tracey Garvis Graves' bog Vores Ø er den perfekte sommerlæsning for mig. Selvom hele ideen med at styrte ned med et fly (hvilket den sidste tid har vist sig at være alt for realistisk), så lyder plottet om lærerinden Anna og den tidligere kræftsyge dreng T.J og deres overlevelse på en øde ø som spændende læsning. Jeg tænker Den Blå Lagune, dog uden kærlighedshistorien. 










Jeg stødte på Naoki Higashidas bog Derfor Hopper Jeg mens jeg var på arbejde, og jeg blev straks fanget af ideen af at kunne få indblik i en persons tanker, en person der normalt kan være hæmmet i sin måde at ytre sig på, som hos nogle autister. Bogens forfatter er nemlig en 13 årig autist, der giver læseren indblik i sit liv og sine tanker ved at besvare nogle spørgsmål, som "Kunne du tænke dig at være ’normal’?". Det lyder som yderst tankevækkende læsning, som jeg glæder mig til at læse.

fredag den 1. august 2014

Kære Paula McLain (Madame Hemingway)

I din bog Madame Hemingway præsenterer du os for Hadley som, titlen angiver, gifter sig med forfatteren Ernest Hemingway. Hadley møder den yngre Ernest og de begynder straks at synes godt om hinanden. Det ender i giftemål, og de rejser til Paris så Ernest kan fokusere på at skrive, men det er ikke lutter lagkage for Hadley, som lider af hjemve, samtidig med at Ernest har hang til at kaste lange øjne efter andre kvinder. Selvom Hadley ikke er helt tilfreds med sit liv, så vælger hun stadig at ofre sine egne behov for at hendes mand kan skrive.

Mens jeg læste din bog, fik jeg lidt fornemmelsen af at din bog er en high society chick-lit, placeret i en semi-biografisk historie. Jeg havde skam forventet at bogen ville være semi-biografisk, i forhold til at bogen omhandler Ernest Hemingway og hans forfatterskab, men jeg havde ikke forventet at din bog var skrevet i så let et sprog, som jeg tit synes chick-lit er, hvilket for mig er en glædelig overraskelse. Så selvom jeg ikke kendte noget til Ernest's forfatterskab inden, ej heller kender så meget til de kunstnere som der bliver namedroppet, så kunne jeg sagtens følge med i historien.

Jeg kunne rigtig godt lide den måde du formåede at skifte synspunktet fra Hadley til Ernest, ved at lave nogle at kapitlerne til at omhandle Ernest's tanker i 3. person, for at give et mere nuanceret billede af hvad der er hændt, ligesom det giver læseren mulighed for at få en viden som Hadley ikke er bevidst om. Dog skifter bogen hen af vejen fra at handle om Hadley, til at være en bog om Ernest, hvilket er en skam. Derudover blev jeg desværre skuffet over hvor lidt du malede et billede af Paris for dine læsere, foruden alle de negative sider af Paris, især når størstedelen af bogen foregår i denne by. 

Kærlig hilsen

Paula McLain: Madame Hemingway. (Org. titel: The Paris wife). People's Press. 3/5