tirsdag den 12. maj 2015

Kære Chuck Palahniuk (Fight Club)

Det er de færreste der ikke kender til filmatiseringen af din korte historie om den unavngivne hovedperson og hans møde med den uregerlige Tyler Durden. Jeg stødte første gang på titlen Fight Club i en engelsktime i gymnasiet da en klassekammerat sammenlignede det tema vi havde om, med det plottwist som din historie er blevet kendt for. Derfor var jeg allerede bevidst om hvad der ville ske i filmen Fight Club (selvom første regel i Fight Club er ikke at tale om Fight Club), men alligevel blæste filmen mig omkuld. Da jeg kort tid efter fandt ud af at den var baseret på din bog, så var det en selvfølge at jeg også skulle læse den på et tidspunkt, for som regel er bogen jo bedre end filmatiseringen, ikke? Desværre ikke i dette tilfælde.

I bogen er den unavngivne fortæller træt af sit liv. Han går rundt i en døs, fordi han ikke kan sove. Det eneste der hjælper ham med at få noget søvn, er at møde op til forskellige selvhjælpsgrupper, hvor han kan græde ud ved skuldrene af syge mennesker, og de trøster ham fordi de også tror han er syg. Da en kvinde også begynder at dukke op til de samme forskellige grupper, så bliver han hæmmet og kan ikke længere give slip på sine tårer og dermed ikke sove. I stedet møder han pludselig Tyler Durden som åbner en verden for ham med blod, blå mærker og løse tænder. Tyler har skabt Fight Club hvor mænd kan dukke op og tæske hinanden i stumper og stykker, og samtidig give hinanden en følelse af at have noget indhold i deres liv. Dog stopper Tylers planer om vold ikke kun hos klubben, men han ønsker at involvere resten af verden, stik imod hvad fortælleren ønsker, og han prøver på at sætte en stopper for det.

Jeg blev overrasket over at finde ud af at den lille bog på lidt over 200 sider faktisk er hele grundlaget for filmen, lige fra start til slut. Der var intet ved historien der overraskede mig, andet end din skrivestil, og det er lige præcis på grund af din skrivestil at bogen slet ikke var noget for mig. Der var få tidspunkter hvor jeg tænkte at det var en helt fantastisk bog, men størstedelen af tiden var jeg frustreret. Så frustreret at jeg flere gange tænkte på at opgive at læse den færdig. Jeg er dog glad for at jeg læste den færdig, for da min udgave af bogen endte med dit nye afterword, blev jeg igen blæst omkuld – denne gang med dine beskrivelser af det store indtryk Fight Club har haft på folk rundt omkring i verden. For fremtiden tror jeg dog bare at jeg sætter filmen på hvis jeg vil have en ordentlig omgang fiktiv tæsk.

Kærlig hilsen
Chuck Palahniuk: Fight Club. Vintage Books 2/5

Ingen kommentarer :

Send en kommentar