Efter at have efterladt de tragikomiske historier om Patrick Melrose i forrige bind, krævede det lidt tilløb at skulle give mig i kast med det der er de to sidste romaner, og dermed give mig i kast med det sidste indblik i Melroses liv. Et liv fyldt med modgang, ulykke og svigt, men stadig med en smule håb.
I Moders mælk følger vi Patrick efter han er begyndt at stifte familie. Med kone og to børn virker det på overfladen til at alt er perfekt, men denne overflade begynder lige så stille at krakelere under presset fra den svigt Patrick har oplevet, og stadig oplever, fra sin syge mor. Fortalt fra skiftende synspunkter, i løbet af flere års somre, giver du læseren indblik i forholdet mellem mand og kone, og mødre og sønner, og massen af faderens tyranni og moderens håbløshed kommer frem i lyset.
I Til sidst skal Patricks mor begraves, efter mange års hjælpeløshed efter blodpropper, hvilket skaber en masse ambivalente følelser hos Patrick. Patrick selv er endnu engang bukket under for den massive svigt han har oplevet som barn, og også som voksen, og har været nødsaget til at få hjælp for alkoholisme, mens han samtidig har trukket sig væk fra sin egen familie. Begravelsen åbner dog Patricks øjne for at ikke alle havde samme opfattelse og indtryk af moderen som ham selv.
Modsat stilen fra de tre sidste romaner, så starter den første roman i dette bind med at strække sig over længere tid end et døgn. Hver august, efter fødslen af Patricks anden søn, følger vi den nye familie Melroses sommer, fortalt fra skiftevis hans 5-årige søn, fra Patrick selv, og fra konen Mary. Denne start var dybt forvirrende, da det gik stik imod mine forventninger, og fordi det var svært at tage denne meget voksne 5-åriges filosofiske tanker seriøst, men med de efterfølgende skift, gav det et dybere indblik i families vrede, frygt og frustrationer, og dermed gav mig en større forståelse for familiens tanker og handlinger.
Som sidst skriver du stadig dybt poetisk, og jeg bliver med det samme tryllebundet af de sætninger du formår at konstruere, ligesom du sørger for at jeg aldrig bliver fuldstændig henledt i tristhed, da du endnu engang krydrer den barske historie om den dysfunktionelle familie med humor. Med alt den modgang du præsenterer os for, er det et lille lys i mørket.
Selvom jeg nu er nået til ende med din halvbiografiske roman-serie, så er jeg dog stadig ret nysgerrig i at finde ud af hvad der videre hændte Patrick Melrose, efter vi efterlader ham som en midaldrende mand i Til sidst. Jeg har stadig en tro og forhåbning på at han vil kunne overvinde alle sine dæmoner, og kæmpe sig igennem, men det må være hen i det uvisse.
Kærlig hilsen
Edward St. Aubyn: Moders mælk, Til sidst (Patrick Melrose-romanerne #4-5). Org. titel: Mothers Milk, At Last. Anmeldelseseksemplar fra Gads Forlag. 4/5
Ingen kommentarer :
Send en kommentar