fredag den 1. april 2016

Kære Opsamlingsliste - Marts


Månedens læste bøger

Månedens favorit
Jeg vidste godt at I Capture the Castle af Dodie Smith ville være god, men jeg vidste ikke at den ville være så god som den var! Selvom den til tider kunne være lidt langtrukken, så elskede jeg at læse Cassandras dagbogsnotater om hendes - og hendes families - liv i det gamle slot. Den var sød, rørende og helt sikker en bog jeg er glad for jeg endelig har fået læst.

Månedens overraskelse
Noget om Vitus var en glædelig overraskelse. Jeg begyndte på den lille bog med nærmest ingen forventninger, og fik så meget retur. Det er en skøn og rørende bog, som endda er en debutbog skrevet af en ung dansk forfatter. Jeg håber sådan at der er flere derude der vælger at sætte sig for at læse den. Den er hurtiglæst, men ikke hurtigt glemt igen. Mit brev om bogen kan læses her

Månedens skuffelse
Jeg tror ikke bøger om havfruer er noget for mig, og jeg tror heller ikke at det nogensinde bliver noget for mig. Indenfor de første par kapitler af Det blå dyb sukkede jeg allerede højt over hvor fjollet jeg synes den var, og jeg kunne på ingen måde tage den seriøst, med alle dens omformuleringer af vante fraser, til at få det til at passe ind til undervandsliv. Jeg valgte at stoppe med at læse videre da jeg ramte 20% inde i bogen, for der er ingen grund til at læse videre i en bog, som man ikke kan lide. 

Månedens anbefaling
Nicole Boyle Rødtnes er begyndt på en uafhængig serie af bøger, om unge mennesker der har det svært i livet. Sidste måned læste jeg "XY" og denne måned fik jeg taget Hul i hovedet med hjem fra biblioteket. "Hul i hovedet" giver et realistisk billede af hvordan det kan være svært for en ung pige pludselig at miste sit sprog efter en ulykke. Det satte en masse tanker i gang hos mig, om hvordan sproget er sådan en vigtig del af vores måde at være social på, ligesom at det talte sprog har stor betydning for vores kommunikation med omverden. En vigtig bog, som jeg tror vil være et hit hos de fleste. 

Mest forventede læseoplevelse i april
På Instagram delte jeg et billede med den bunke bøger fra min bogreol jeg allermest glæder mig til at få læst, og jeg har i slutningen af marts fået læst to af dem. I april håber jeg så at kunne få læst endnu flere bøger fra den bunke, men det svære bliver at vælge hvilke af dem jeg skal læse først. Måske En halv gul sol af Adichie eller måske The Shadow of the Wind af Zafón

Opsummerings af marts
Starten af marts måned betød lidt en læsetørke for mig. Der var ikke mange bøger jeg havde stor interesse i at læse, og søgte mere tilflugt i tvserier end i bøger. Det kom jeg heldigvis fra igen, jo tættere vi kom på påskeferien. En ferie der bl.a. har været brugt på en roadtrip til den tyske grænse, og til at se på kunst i Aalborg Kongres og Kultur Center. Derudover har ferien selvfølgelig også blevet brugt til at få læst en masse, og jeg var så meget foran min Goodreads-challenge, at jeg valgte at sætte den op med 25 bøger, hvilket nu betyder at jeg skal have læst 125 bøger i år. Et mål jeg er optimistisk med at kunne nå. 

Kærlig hilsen

3 kommentarer :

  1. Det lyder som om du fik læst nogle rigtige gode bøger. "I Capture the Castle" er vidunderlig!

    SvarSlet
  2. Fedt nok at du har forhøjet dit goodreads-mål! Så er læsetørken ikke så slem alligevel. ;)

    SvarSlet
  3. Er glad for at høre, at du godt kunne lide 'I Capture the Castle' - den skal jeg nemlig i gang med i april :-)

    Jeg kan til gengæld anbefale 'The Shadow of the Wind', som jeg pt. læser - og elsker!

    God weekend :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet